Molboer (Tved i poesien)

Det er i høj grad Anders Kruse Olsens fortjeneste, at Tved har så rig en overlevering, som tilfældet er, og ikke mindst, at der stråler lys og fest ud af denne overlevering, så at den kan opmuntre og opbygge os, der lever nu hundrede år efter. Han har givet Tved ikke blot en historie, men en poetisk historie.

Her kommer nu en håndfuld af Anders Olsens sange i kronologisk følge. Det fine ved disse sange er, at deres lune og melankoli og det snurrige, smukt drejede danske sprog kan nydes uden detaljeret viden om de omtalte personer. Olsens lune er alment. På den anden side var disse for længst afdøde – Martin Evalds far, Hassing, Stine Hassing, Den Gamle Sognefoged, slagtermester Ludvig Kruse, lærer Sørensen og mange andre – af en sådan støbning, at det er fornøjeligt at vide noget om dem. Det, I kan læse nedenfor, er digte om mennesker på Mols, deres gøremål, skæbne, sind, liv og historie.

 Nr. 1. Evald Andersen og hustru Mettes sølvbryllup i Tved Forsamlingshus 21.2.1915 (Mel.: Latterpolka)

Vor lille By blev Hjemsted for en driftig Arbejdsmand
udrustet bravt med Haandelag, med Snilde og Forstand,
og hvis du mange Grise har, og ingen Svinesti,
du handler meget dumt, om du gaar Evalds Dør forbi.

Han er med alle Støbningens Finesser grundigt kendt
og gør med samme Færdighed i Kalk som i Cement,
paa Stranden mangen Skærvehær han tappert overvandt
med Hassing som en dristig og en lydig Adjudant.

Og blev Parykken alt for tæt og Skægget alt for langt,
saa Mutter vendte Munden bort og vrissed surt og vrangt –
for sligt veed ogsaa Evald Raad, han har saa skarp en Saks,
en Kniv fra selve Solingen af allerbedste Slags.

Hvor har han ikke taget os ved Næsen mangen Gang,
en aarle Søndag Morgen, medens Kirkeklokken klang –
jeg mindes tidt med Taarer, da han skar de første Dun,
ja, hver en ekstra Vittighed, thi Manden han er lun.

Men ej vi glemmer hende, som i femogtyve Aar
med Trofasthed og ærligt Sind har højnet Hjemmets Kaar.
Om ogsaa i det stille hendes travle Gerning faldt,
man mærker Kvindens Virke gennem Hyggen overalt.

Saa ønsker vi, at Evald og hans brave Ægteviv
endnu igennem mange Aar maa nyde dette Liv,
at vi maa atter samles i et lystigt Gildes-lag,
naar Brudekransen straaler paa den næste Mærkedag.

Evald Andersen – Martin Evalds far – murede og klinede. Hvad angår Evalds samarbejde med Hassing i skærverne, se også nedenfor under sang nr. 3. Det er et motiv, Anders Olsen også har taget op i sin egenskab af fotograf; se det fine socialrealistiske foto af Evald og Hassing blandt skærverne ved havet xxxxxx. Om søndagen var Evald barber. Så var stuen derhenne samlingssted, med frit slag for vitser, practical jokes og politiske diskussioner (Evald var socialdemokrat, mange af hans kunder venstrefolk). For at komme derover skulle brødrene Olsen, Anders og Jens, kun passere to gårde: AP’s på højre hånd, Sognefogedgården på venstre.

Dette er Anders Olsens sang til det gamle, ærværdige par i sognefogedgården ved siden af Olsen-gården (sygeplejerskens hus lå imellem):

Nr. 2. Sognefoged Niels Peter Sørensens og Karen Nielsdatters Guldbryllup Torsdag den 23. November 1916 (Mel.: ”Den Gang jeg drog af Sted”)

Halvtredsindstyve Aar,
halvtredsindstyve Aar
i trofast Samliv fejres skal
i Sognefogdens Gaard.
Der staar et festligt Brus
omkring det store Hus,
mens Stegen braser, Øllet skummer i de fyldte Krus.
Se, Folk i Kisteklæder gaar flittigt ud og ind,
og Dannebroge smelder i den friske Morgenvind.
Selv Solen smiler ned,
den vilde gerne med.
Hurra, Hurra, Hurra!

Et saadant Spand af Tid,
et saadant Spand af Tid
forløb ej uden Kamp,
uden Kamp og bitter Strid.
Var Himlen stundom graa,
brød Sygdom voldsomt paa,
det kunde ikke Karens eller Peters Mod nedslaa;
thi trofast stod de sammen i Glæde som i Savn
og fandt bag Hjemmets trygge Mur den allerbedste Havn.
Og Aarene, som gled,
gav Lægedom og Fred.
Hurra, Hurra, Hurra!

Retfærdighedens Sværd,
Retfærdighedens Sværd
fik ingen Skrammer her,
fik ej mindste Skramme her;
thi kom en Vagabond,
forkommen, træt og ond,
til Sognefogdens gamle Gaard en sildig Aftenstund,
saa hed det: ”Ryk til Skiven og faa dig en Bid Brød,
saa sidder vi saa hyggeligt og glemmer Livets Nød.”
Ved Karens gode Mad
blev Bøllen from og glad.
Hurra, Hurra, Hurra!

Og medens vi i Dag,
og medens vi i Dag
forsamles omkring Bordene
i stort og festligt Lag,
fra det, som gik i Gem,
vi vender Blikket frem
mod Dag og Tider, som skal lysne over dette Hjem.
Vi løfter frejdigt Glasset til Brudeparrets Skaal,
med friske Kræfter stræber de mod nye Virkemaal.
Og derfor skal de ha’
et sidste langt Hurra,
Hurra, Hurra, Hurra!

Niels Peter Sørensen, som var sognefoged fra 15.11.1885 til sin død 21.2.1925, fik med Karen elleve børn, deriblandt Abel Karoline, som min søster og jeg mangen god nat har sovet ved siden af, idet hendes datter Karen Møller tit passede os, og Karen sov i dobbeltseng med sin moder, og så fik småkravl plads i midten. Karoline og hendes mand Laurs Møller hørte i deres unge dage, sådan omkring 1905, til brevsamler Jørgensens venner, og de er da også med på det foto af Tved-bohemen, som jeg har beskrevet i kapitel 2.

For det andet var der i børneflokken Sofus, alias Sofus Morbror, den superatlet, som fra år 1900 ledede gymnasterne i Idrætsforeningen Mols, og som i 1901 reddede Olsen-gården fra at brænde ned. – For det tredje Martin Sørensen, sognerådsformand, sparekassedirektør, amtsrådsmedlem; Martin var med sit væsen provst Eriksens ideal af en molbo. – Den yngste var Adolf, alias Dolle, som efterfulgte sin far som sognefoged, for selv, i 1962, at blive efterfulgt på denne post af sin nevø Niels Viggo Madsen. På sine ældre dage var Dolle karl hos Mette Olsen.

Året før Dolle, altså Adolf, blev født (1893), mistede Karen og Niels Peter en søn Adolf, som var halvandet år gammel. Det er bl.a. det, Anders Olsen hentyder til, der hvor han taler om sygdom. Men også Niels Peter selv var plaget af alvorlig sygdom – hvortil kom hans tiltagende døvhed – og Adolf beretter, at han helt fra syttenårsalderen vænnede sig til at bistå sin syge far i udøvelsen af fogedhvervet.

Den Gamle Sognefoged nedfældede o. 1900 nogle ark med erindringer. Dette kostelige dokument skriver jeg om i bind to. Niels Peter og Karens gravsten findes stadig på Tved Kirkegård, ved siden af Karens fars – han blev hundrede. Stenene står, lige før man kommer til våbenhuset. Desværre er Karens ’Nielsdatter’ lavet om til ’Nielsen’ (som selvfølgelig også er fint).

 Nr. 3. Stine og Laurits Hassings sølvbryllup i Tved Forsamlingshus 22.1.1922 (Mel.: ”Paa Samsø var en Pige”)

Der er Fest i Staden fra det aarle Gry,
melder hver en Flagstang lysteligt mod Sky.
Hassing og hans kære
Ægteviv skal bære
med Triumf og Ære
Sølveraksets Tegn.

Det, som Aar og Uger Ægteparret bød,
var vel ikke altid lækkert Smørrebrød,
Steg og Kransekage –
mangen Pandekage
maatte Stine bage
arm paa Sul og Fedt.

Men trods alt var Mutter uforsagt og kæk,
aldrig sur og vrippen – nej, gaa bare væk.
Her er Liv og Løjer,
selv naar Smaafolk støjer,
den Slags Ting fornøjer
Folk med godt Humør.

 Hassing gemmer mere af den Sindighed,
som med Rette agtes højt i Staden Tved.
Mere haard i Kanten
var han, da Skjersanten
druknede minsandten
midt i Viborg Sø.

Hverv af stor Betydning tidligt Hassing fik,
hvert blev trofast røgtet lige paa en Prik.
Bramløs er hans Virken,
uden Støj og Knirken
gi’er han Luft i Kirken
paa hver Helligdag.

Ivrig og geschæftig tripper Manden rundt,
røgter allevegne uden Vrøvl sin Dont,
bruger flittigt Spaden,
fejer Snavs af Gaden,
pynter paa Facaden
efter sidste Storm.

Alle Livets Storme red han tappert af
takket være Hjælpen, Stine villigt gav.
Maatte Tid, som kommer,
skænke Lykkens Blommer
i en Eftersommer
til de brave To.

Hassing (1869-1931) var fra Thorning ved Viborg, Stine (1868-1932) fra Tved. Ane Kirstine Rasmussen var hendes pigenavn. Hun var søster til Aksel Jakobsens far Ras Jakobsen. Stine var med andre ord faster til den navnkundige Aksel Jakobsen (1907-xxxx), bolsmand på ”Dambo” i Thorup, markant socialdemokrat, med kælenavnet Sjunkebasse, gift med den lune Anine fra Salten.

Stine Hassing havde overtaget hjemmet, et lille husavl, bolig og lidt stald. I begyndelsen af 1900-tallet byggede Hassings et nyt, mere rummeligt hus, som ligger der endnu. Bygmester var Evald Andersen; det kønne hus er præget af skønvirkestilen. Der var en børneflok på syv. Det var i sin egenskab af ringer og graver, at Hassing ”gav luft” til orglet. Det gjorde han i al sin tid på denne post; det var nemlig først i oktober 1939, Tved Menighedsråd indledte forhandlinger om et nyt orgel med såkaldt Centrifugalblæser.

Foruden ringer og graver var Hassing, som man aner af sangens næstsidste vers, vejmand (jf. også sangen ovenfor til Evald Andersen om, hvordan de to sloges med en fjendtlig hær af skærver nede ved Det Søndre Hav). Hassings soldaterhistorie om sergenten i Viborg Sø kendte alle byens børn forfra og bagfra. Sergenten døde ikke!

Hassings var værtsfolk i Forsamlingshuset. Han fiskede til husbehov. Han gravede tørv. En overgang havde han det betroede hverv at syne byens skorstene. Sådan kunne en mindrebemidlet mand ved hvileløs flid få et udkomme stykket sammen. Hassing var blevet sendt ud at tjene som 5-årig. Han modtog aldrig regulær og regelbunden skoleundervisning; men han kunne læse og skrive.

Stine Hassing var en kæmpe, hvad Mette Olsen også omtaler i et af sine breve. Deres jordlod lå på vejen til Dejret, og da Stine engang i højt sommervejr havde tiltrådt en spadseretur derop, måtte hun have sig et hvil undervejs og slængede sig da, så tyk hun var, på skrænten ved Peter Kruses (senere Johanne Kruses) sted, og dér lød det fra Stine, som nok aldrig havde været uden for Randers, Viborg og Aarhus Amter: ”Pyt, min Ven! Det er lige som at komme til Sydens lande.”

Her har I endnu en sang af Anders Olsen. Hans søster nærede lige så stor beundring for lærer Sørensen som den, Anders udtrykker her; hun blev barneklar i blikket, når hun kom ind på Sørensen. Jens Sørensen, 1856-1929, kom fra et husmandshjem i Højbjerg Huse ved Tange Sø (før den blev sø), og han blev dimitteret fra Jelling Seminarium i 1875. Han var lærer og kirkesanger i Tved fra 16.1.1883 til 1.5.1926.

Hans forgænger Jens Nielsen, som virkede i Tved fra 1860 til 1882, var modsat Sørensen ”af tarvelig Kvalitet som Lærer” (ifølge Asta Kruses erindringer; hendes far, Den Gamle Slagter, gik hos Nielsen). Så kom Sørensen, hos hvem min far gik i fem af sine syv skoleår (1921-1926).

Hos Sørensens efterfølger, Einar Marinus Poulsen, lærer fra 1926 til 1959, har jeg gået (1953-57). Lærer Poulsens kundskaber var solide, han var en fremragende fortæller med et forsorent glimt i øjet, og tegne og spille violin kunne han også. Men hans lunte var kort. Han følte sig for det første overskygget af sin storslåede forgænger Sørensen, for det andet klemt af den dominerende og drillevorne provst Eriksen, for det tredje provokeret af storbønder som AP, der satte hans regnefærdigheder på prøve i fuld offentlighed, og endelig, for det fjerde, presset af udviklingen, udviklingen hen imod centralskoler med fremmedsprog, matematik og andet, som Poulsen ikke mestrede. I en årrække slog han for et godt ord. Det havde han ifølge de gamle i sognet ikke gjort fra først af. Og til allersidst, da han var blevet stærkt tunghør, tyndede det efter sigende igen ud i tævene. – Man må ikke tro, Poulsen var ene om at slå, det gjorde mange lærere, også i nogle af naboskolerne. Også hans forgænger Sørensen slog. For resten er det ikke kun et spørgsmål om tæsk eller ikke tæsk: Hvis det er det, de vil, skal lærere, der føler sig højt hævet over direkte voldsanvendelse, nok finde andre måder at være rå på.

I 1880 var Jens Sørensen blevet gift med Krestine Jørgine Andersen. Madam Sørensen, som hun blev kaldt, fungerede undertiden som Sørensens hjælpelærer, nogenlunde som fru Poulsen underviste pigerne i håndgerning. Madam Sørensen var ligesom sin mand født i Højbjerg, hun levede fra 1857 til 1919. De fik 7 børn. Deres datter Ellen (gift Vejrup) var en nær veninde af Martin Evald; deres datter Marie (gift Nielsen), kaldet Ramma, blev på sine lidt ældre dage en nær veninde af Niels Viggo og en vigtig kilde for ham.

Den flotte og fotogene Sørensen var, som man også forstår af sangen, langt fra nogen kostforagter. Hør et optrin:

Den Gamle Sognefoged, Niels Peter Sørensen, løb på lærer Sørensen og spurgte ham: ”Wøl De mæ en tur nier i Kjæred?” Det ville Sørensen godt, og nede i Kæret – det er ikke så langt fra Begtrup Vig – foreslog Sørensen så, at de kunne gå over til Thorup og besøge Martinus Kruse, sognefogedens svoger. Hos Stine og Martinus i ”Putimeld” – Stine var for resten en søster til Niels Anthon – blev de beværtet med kaffepunche, og det blev hen på morgenstunden, inden de tiltrådte rejsen mod Tved. Ude mellem markerne sang degnen denne her for politimesteren: ”Nattens dæmrende Taager har sig paa Engen lagt.”

Nu kommer Anders Olsens sang til Sørensen. Man skulle tro, at den megen tale om glemsel, undergang og død i sangen gjorde den dyster. Men det er noget andet, der sker. Ordet ’skiftespil’ findes hos en række ældre danske forfattere; det er det samme som ’vekselspil’, fx vekselspil af farver over en mark.

Nr. 4. Ved Lærer Sørensens 40-Aars Jubilæum som Enelærer ved Tved Kommuneskole den 17. Januar 1923 (Mel.: ”Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord”)

Vi er kun Skygger i et Skiftespil,
brat vandrer vi Forglemmelsen i Møde,
og mens vi ældes, sander langsomt til
de Kilder, hvorfra Sjælen tog sin Grøde.
Vi mindes med et Suk, hvad vi har haft,
Værdier, som vi mistede paa Vejen,
misunder stundom andre deres Kraft
og Glæden, hvormed de gaar ind i Legen.

Dog ej enhver gør Tid og Alder svag
og tvinger ud paa Valfart gennem Mindet;
den Mand, for hvem vi holder Fest i Dag,
kan endnu glæde sig ved Ungdomssindet.
Vor Hædersgæst blev aldrig træt og sur,
om ogsaa eet og andet gik af Lave,
en virkelysten, kærnesund Natur
blev skænket ham som Livets bedste Gave.

Han øste af sit rige Kundskabsvæld,
mens vi som Purke sled de haarde Bænke,
til Sørensen staar hver og een i Gæld,
han lærte os at ville og at tænke.
Hvad han i Livets Skole selv fik lært,
blev gennem Omfortolkning Barnets Eje,
faldt det end stundom een og anden svært,
blev ”Stoffet” dog tilsidst bragt vel i Leje. 

Saa hylder vi med Sang og gode Ord
vor Lærer - en af Folkeskolens bedste,
hvis bramfri Færden satte dybe Spor, -
en Mand, for hvem det blev en Fryd at feste.
Den Sæd, som bli’er i Barnesind nedlagt
med kyndig Haand, vil trodse Frost og Kulde
og ranke sig i Høstens fulde Pragt,
naar vi, som færdes her, er Støv i Mulde.