(Ob)skøn (Martial) |
Mås er et mandfolkeord”Kone du pågreb mig inde i drengen, og hyler nu krænket op om, at du også har mås li’så fuldt som en knægt.(…) Mås er et mandfolkeord, som ikke kan bruges om din ting, dåse har du, min snut, både til gade og gård” (Den romerske digter Martial) Den eneste rekord jeg har været med til at sætte, var dengang jeg sammen med de fleste af mine kammerater fra 9. klasse dumpede til den lille latinprøve. I mange år gemte jeg udklippet fra forsiden af Frederiksborg Amtsavis: ”10 ud af 12 dumpet til latinprøve”. Det var et held, jeg dumpede. Læreren havde været umulig, og nu måtte jeg i stedet bruge en sommer på at tage fra Farum med bumletoget til Købmagergade, hvor en mørkhåret skønhed lærte mig at elske latin. Indrømmet: Det har været svært at holde kærligheden i live, for det er sjældent, at det latinske sprog falder ens øjne forbi, og latin spillede desværre kun en rolle i min ældste søns skolegang. Han nåede lige at komme med på vognen, mens de andre blev ofre for det danske skolevæsens overlagte drab på det gamle kultursprog, som langt hen ad vejen også var dødsstødet til tysk for den, der har lært den latinske grammatik, har som bekendt nemt ved at tilegne sig den tyske. Men latin kan også blive til dansk!
Morsomt, frækt, moderne, sprødt nutidsdansk komplet med røv og bolle og
kusse. Mens vi boede i boede i huler, var en fyr som Martial, den romerske litteraturs i særklasse største sjofelist med Juvenal på en flot andenplads, i fuld gang med at skrive epigrammer om kønslivets sumpede egne. Titlerne taler for sig selv: ”Jeg er mand nu!”, ”Kvindens fysik contra mandens”, ”Hustru og hetære”, ”Livsstilssygdom”, ”Mand ægter mand”, ”Med hele Rom ved sengekanten”. Martial, der både holdt af kvinder og unge drenge holdt sig, som citatet øverst antyder, ikke tilbage. Den originale slutlinje lyder sådan på latin: “Te-que puta cunnos, uxor, habere duos” og det betyder (som enhver, der bestået den lille latinprøve og har en sproglig studentereksamen fra dengang, der fandtes sproglige studentereksamener, nutidens er parodier) naturligvis: ”og vid kone at du har to kusser”. En sætning, som selveste Voltaire senere fremhævede som udtryk for Martials obskønitet. Martial, hvis navn betyder Martsmanden, levede fra år 40 til 104, blev født i Nordspanien og skrev 1561 epigrammer i alt. Faktisk var det ham, mens vi stadig boede i huler, der første gang i kulturhistorien skrev om de følelser, utroskab kan fremkalde: En kvindes utroskab tænder hendes mands begær, men slukker hans sympati for hende, slog Martial fast. Man vil gerne i seng med den svigefulde, men man kan ikke lide hende. Det interessante ved mange af
teksterne i ’Veje til Rom’ er faktisk, at de er så ældgamle, at de var de
allerførste, der overhovedet berørte de emner, som de omhandler.
Jeg er en mand nu! Charidémus, du var min vugges rokker, min drenge- tids bevogter, og du mandsopdækkede mig. Men, nu bli’r halsdugen sort, når barberen skærer mit skæg af, og min veninde si’r: ”Uf! Som det da stikker, dit skæg!” Dog, for dig er jeg stadig den lille – dig frygter min forkarl, dig bogholderen, dig ryster selv villaen for. Flirt tillader du ikke, alt sjov med pi’er er forbudt mig; jeg må slet ingenting, du må præcis hvad du vil: rusker mig, udspionerer og klager, sukker og stønner – lige før du griber til ferlen i dit raseri. Hælder jeg lidt parfume i håret og klæ’r mig i purpur, råber du: ”Tror du, din far ville ha’ fundet på sligt?!” Panderynkende sur har du tal på de bægre, jeg tømmer, som om det var fra din kælder, at vinfadet kom. Stop det! Jeg kan ikke bære en frigiven, der spiller Cato. Spør’ du min skat, om jeg ér mand, skal du høre et JA.
11.43 Kvindens fysik contra mandens Kone, du pågreb mig inde i drengen og hyler nu krænket op om, at du også har mås li’så fuldt som en knægt.
Ganske samme besked gav Juno den brunstige Tordner, som dog – skønt han er stor – sværger til sin Ganymed. Herakles hængte sin bue og legede buk med sin Hylas; men tror du, Megara var blottet for balder og bag? Som dog Apollon blev martret af Dafnes flugt! Men de flammer bød Hyacinthus ham blot sødt føre over på ham. Hvor tit Briséis så end lå med ryggen vendt mod Achilles, var hans glathudede ven dog endnu tættere på.
Mås er et mandfolkeord, som ikke kan bruges om din ting, dåse har du, min snut, både til gade og gård.
11.56 Livsmod i armod Når du på stoikervis lovpriser døden, Chærémon, venter du så min respekt for din højmodige sjæl? Hvorpå beror da din styrke? En skåret og hankeløs kande, arnen, der skummel og trist aldrig er lunet af ild, tæppet, som laset og luset er bredt over lejet af brædder, togaen krøllet og kort, som er din eneste dragt. Ja, du er storsindet, du som kunne forlade endogså bærmen af usselig vin, grovbrød og måtte af strå!
Men, hvis nu puderne svulmed af kostelig uld på dit leje, hvis der om hynderne lå duftende purpurbetræk, hvis der hvilede hos dig en knægt, hvis rødmende læber tiltrak sig gæsternes blik, når han beredte din vin – o, da ville du leve så længe som tre gange Nestor, ikke en time du gav bort af den tid, der var din!
Letkøbt at ledes ved liv, når man lever i trykkende forhold; sulte med livsappetit, det gør den modige mand.
11.104 Hustru og hetære Kone, nu makker du ret, eller også må du på porten! Jeg er ved gud ikke kong Numa og Curius Tand. Jeg kan li’ nætter, der får hele armen med svungne pokaler, du sipper vand og er sur, du farer op og vil hjem. Mørket er dit element, min leg vil bevidnes af lamper, mine forløsende knald må ligge badet i lys. Du, du er hyllet i snore og særke og slørende sjaler, ingen pige er nok blottet og bar nok for mig. Jeg fantaserer om duer, der snaver, du spiser mig af med kys li’som kysset, du gi’r mormor på morgenvisit. Stimulation med et vrik, med et ord, med fingre – du nægter, ligner præstinden, der står strunk med en røgelsespind! Frygiske slaver i flok masturberede omme bag døren, når Andromache sad højt på sin Hektor til hest, og selv når Ithaka-manden snorkboblede, havde den kyske Penelopeia et fast greb om Ulysses just dér. Baghyler nægter du blankt, men Gracchus fik lov af Cornelia, Magnus af Julia, og Porcia sa’: ”Brutus, kom an!” Før Ganymedes fik tjansen at blande de søde pokaler, var dronning Juno skam selv Juppiters lilleste prins. Skal du partout være pæn, så vær bare Lucretia hele dagen, men når det er nat, vil jeg ha’ Laïs på langs.
12.17 Livsstilssygdom Hvorfor du dag efter dag, Lætinus, har feber, og hvorfor sygdommen ikke vil bort, spørger du mig med et suk. Den turer med dig rundt i bærestolen, ta’r bad med, østers og vildsvinesteg guffer den i sig med dig, og din feber bli’r fuld i setinervin og falerner, drikker cæcuberen kun siet i kølende sne, ligger til bords i duften af salve, bekranset med roser; du og den sover ind i purpursengenes dun. Når den nu har det så godt, hvor den bor, når den lever så herligt, hvorfor så flytte fra dig – muligvis hen til en træl?
Til de understregede ord er der omme bag i Veje til Rom følgende noter:
NOTER MARTIAL 11.39 Paedagógus var børnenes overvåger (se til Juvenal 10.224) og opdrager, og han læste i visse tilfælde også lektier med dem. En paedagógus var slave eller, som her, frigiven, normalt græker, hvad der var af afgørende betydning for (velstillede) romeres tosprogethed. Dette epigram sammenfatter mange af denne hovmesters funktioner. Også i det klassiske Hellas fandtes paid-agogós-institutionen. I Horats’ tilfælde påtog hans far sig selv pædagog-opgaven (herom Horats i satire 1.6.76ff.). Også Cicero juniors brev til Tiro kan med udbytte sammenlignes med dette epigram (Ad Familiares 16.21). Ferler blev lavet af kæmpe-fennikelens stængel; de var lette og smidige. Ferlen var trods alt det mildeste straffeinstrument i den romerske opdragelse. I næstsidste linje lader Martial den talende teenager fra overklassen generalisere ud fra en udbredt fordom om, at frigivne var særlig umoralske, ”libertinske”. Om de frigivne se note til Seneca epistel 47.9.
NOTER MARTIAL 11.43 Dreng: puer. Ligesom det græske pais betyder ordet puer ”knægt”, young boy, i disse pæderastiske – men ikke pædofile – sammenhænge. Se til Tibul 1.8.31 og ikke mindst til Horats ode 4.1. At Ganymedes kaldes grandis, går på hans alder; han ér fuldt kønsmoden. Se ovenfor til 6.39, og jf. noten til Properts 4.8.23-26. At Hyacinthus udlægger sine tjenester på denne stedfortrædende måde, er vist noget, Martial har fundet på. Allerede i det klassiske Athen tolkede man et homoseksuelt forhold ind i venskabet mellem Achilles og Patroklos, om hvis indbyrdes over- og underordning der i øvrigt udspandt sig en heftig diskussion; se Platons Symposion 180a. Hos Homer, hvor der intet siges om sex, er Patroklos ældst. Jf. Ole Thomsen 2005: 130, 142, 156. Vitsen i dette epigram består dels i brugen af mytologien (bemærk igen, som i 6.39, katalogen, listen), dels i ordspillet på culus, bagdel, og cunnus, kusse. Epigrammernes pointer er tit på denne måde verbalt baserede, så at sproget selv, fx med sine allitterationer, kommer ind fra venstre og – vupti – beviser tesen. Strukturen er som ofte i pointerede epigrammer net: 2 + 8 + 2. Slutlinjen te-que puta cunnos, uxor, habere duos, og vid, kone, at du har to kusser, blev citeret af Voltaire (1694-1778) som et slående eksempel på Martials obskønitet.
NOTER MARTIAL 11.56 For en stoiker er det forkert ”at elske livet meget”; for denne hængen fast ved livet gør os ufrie. Stoikerne diskuterede aldrig, om selvmord er tilladeligt, kun under præcis hvilke omstændigheder det er tilladeligt. Ét aspekt af dette epigrams kritik: Som vi er inde på i forbindelse med Tacitus’ skildring af Senecas selvmord, så antikken visse problemer i stoikernes holdning til selvmordet, der Freitod, som den handling, hvor tappert sind, fortis animus, og dyd, virtus, for alvor kan manifestere sig. Se epigrammets optakt og slutning og de ironiske linjer 7-8 om stoikerens åh så store sind. Der er i Senecas epistel 78.2 en selvbiografisk passage, hvis budskab kan sammenlignes med vort epigrams pointe; dette stykke er oversat i kapitlet om Seneca ovenfor. Om fortis animus jf. det aldeles afgørende sted Juvenal 10.357. Der er i dette fornemme Martial-epigram visse ekkoer af et tema, som Martial i andre digte udfolder mere entydigt og groft: Den kyniske eller stoiske filosof, der i sin hullede kappe poserer som mandig, ærkeromersk foragter af det søde liv, men i det skjulte lader sig penetrere. Angrebsmålet i den gruppe epigrammer er altså forfængelighed og hykleri (fx epigram 9.27), jf. komedier, jf. satirer.
NOTER MARTIAL 11.104 Lærd argumentation ved hjælp af exempla: fædrelandshistoriske og mytologiske paralleller og fortilfælde; jf. 11.43 mht. den overlæssede lærdomsparodi. Numa Pompilius, den anden af Roms syv konger, berømt for sine dyder; også Curius Dentatus, den Tandbesatte, konsul 290, var en af de ærkeromerske worthies. Om øjne og lys i forbindelse med sex se Properts 2.15.11ff. Frygien, landskabet omkring Troja. Cornelia, Gracchernes moder, en kysk og værdig matrone, var gift med Tiberius Sempronius Gracchus. Julia, Julius Cæsars datter, gift med Pompejus (Magnus), og Porcia, Cato den Yngres datter, var berømte, men dog knap så oldtidskyske som Cornelia. Lucretia, højdepunktet af kyskhed: Efter at være blevet voldtaget af prins Sextus, søn af Roms sidste konge Tarquinius den Hovne, berettede hun det for sin mand og tog derpå sit eget liv – hvilket afstedkom et oprør og republikkens indførelse (510). Laïs fra Korinth, en af antikkens berømteste hetærer, o.400. I kommentaren (af N.M. Kay, 1985) til dette epigram ser man smagsprøver på, hvordan det i romantikken inspirerede til elegant og saftig britisk bawdy med Lord Byron i brændpunktet.
NOTER MARTIAL 12.17 Feberen (Febris, ordet er femininum) beruser sig i tre af de mest anerkendte vinsorter. Om sining af vinen gennem sne, bragt ind fra bjergene, tales der ofte. Vi oversætter i sidste linje ”en træl”, Martial har mere specifikt og konkret ”Dama”. Således såre ofte i epigrammerne (jf. til 1. 87), ligesom de omtalte genstande meget ofte har tilknyttet et adjektiv, der angiver deres herkomst (jf. til 5.13). Den slags må ofte udglattes af oversætteren – men endelig ikke konsekvent. Disse udglatninger af det for os – men til dels også for Martials tilhørere – eksotiske er naturligvis forbundet med et tab; se også til 10. 62 om det mytologiske rankeværk omkring skolemesterens ”ris”. |
