GIUSEPPE (BEPI) TORRESIN
6.7. 1924 – 6.5. 2004

I fire årtier tjente Bepi de klassiske studier i Danmark, på universitet og i skole. Han kom første gang hertil i 1948, hvor han hurtigt blev fortrolig med miljøet omkring Carsten Høeg, den ene københavnske professor i klassisk filologi, hvis vitale kulturkonservatisme tiltalte den italienske socialist Bepi. Han vendte tilbage som italiensk lektor i 1962, hvorefter han i 1968 blev tilknyttet Aarhus Universitets Institut for Oldtids- og Middelalderforskning.

Gennem Bepi kunne vi ikke undgå at få et pust af hans store lærere Giorgio Pasquali og Eduard Fraenkel. Pasquali var, har jeg læst et sted, ”altid urolig, hyppigt bizar”; hos ham fremhævede Bepi på den ene side hans kraftfulde, nysgerrige, altspisende (”onnivoro”), exuberante væsen, på den anden side hans alexandrinisme, hans udsøgte sans for den subjektive, sjælegranskende, patetisk-ironiske, uindfangelige hellenistiske poesi med dens hele kunstinterne netværk, dens arte allusiva. Bepi priste sproget og skrivemåden i Pasqualis Pagine stravaganti di un filologo, denne kæmpemæssige artikelsamling (artiklerne er oprindelig fra 1933 til 1951). Hvis man studerer problemstillingerne og de genkommende temaer i denne bog – ”un libro di politica culturale e scolastica” -, tegner der sig for en et billede af Bepi som en dybt hengiven og derfor selvstændig pasqualianer. Sådan så han vist også sig selv.

Fraenkel var, modsat Pasquali, ikke nogen ven af de alexandrinske poeter, meget i denne sildefødte verden fandt han ”morbido” (”han mener morboso” hviskede studenterne i Pisa til hinanden). Hos den landflygtige Berlinerjøde Fraenkel beskrev Bepi med megen ømhed den måde, hvorpå han bar sin visne arm. Han fremhævede Fraenkels pinte nervøsitet forud for hver eneste undervisningstime, selv den letteste, hans momentvise grove tromlen i undervisningen, hans uendelige appetit på interpreterende dialog til seminarerne for de udvalgte, alt i alt et geni, som hans bøger – fx bogen om Horats - ifølge Bepi ikke giver meget mere end en afglans af.

En discipel af Fraenkel og Pasquali stiller sig vanskeligt tilfreds. Det var således et problem for Bepi, at der går indflydelsesrige professorer rundt på fakultetet og giver den som venner af os, idet de hævder, at den klassiske filologi naturligvis for længst er udtømmende bogført, da jo hele stoffet findes så herligt ordnet i filologiens imposante encyklopædier, hvor enhver kan hente det ned af hylderne. Det var også et problem, at Keld Zeruneith, som med Træhesten har formået at skrive en bog, som fascinerer så mange, som faktisk fascinerer så mange, på det klassiske felt er en halvstuderet røver.

Sådanne ting kommenterede han, og de nagede ham. Lige indtil få timer før sin død brændte Bepi for de klassiske studiers ve og vel. ”Klassiske studier” taget i vid forstand! Alle, der har talt sygdom med ham og besøgt ham på hospitalet, har hørt ham ivre mod den glatte læge, ham der er ”blevet overlæge ved at smile”, og i stedet efterlyse ”læger, der kan græsk og latin”. Hvad mente Bepi i grunden med dette krav? At han virkelig mente noget med det, var man i hvert fald ikke i tvivl om, når man stod ved hans sygeseng! I almindelighed spurgte vi ham alt for sjældent, hvad meningen i grunden var med alle hans blomstrende påstande; og heller ikke her kan jeg andet end tegne på frihånd. En, der kan græsk og latin – det betød for Bepi ikke først og fremmest noget sprogligt. En læge, der kan græsk og latin – det er en, der lytter efter problemerne, de faktiske problemer (”faktisk” havde en høj frekvens i hans leksikon). Et menneske, der kan græsk og latin – det er en, der i sit liv har oplevet studiernes trøst, consolatio studiorum.

Aarhus Universitet kan ikke nogen sinde have haft et mere nærværende institutmenneske end Bepi, ingen der var mere gavmild med sin tid, mere generøs med råd og dåd. Bepi var til rådighed, Bepi praesto erat. Og hvis kriteriet er nærvær, intensitet, gnistrende vilje til at påvirke og præge, må man sige, at Bepi tjente humaniora ikke blot i fire, men i ti gange fire årtier.

Hos Johan Ludvig Heiberg stiller Aristofanes (i En Sjæl efter Døden fra 1840) på oldtidsgrækernes vegne det spørgsmål til nutidsmennesket: ”Kan du skrive, kan du tale for os Mænd?” Mens Bepi levede, kunne der svares ja til det spørgsmål; vi havde en, der kunne kæmpe for grækerne og romerne.

Det var ikke den stramme struktur og ikke det snævert fastholdte fokus, der karakteriserede Bepis undervisning og hans foredrag. Dertil vidste han alt for meget. Ja, referencerne hjemsøgte ham – både dem til de antikke forfattere og dem til deres moderne fortolkere. Det trak i ham.

Både som forsker og som forelæser kom Bepi da til at sværge til ”de åbne problemer”, og ”ustandselig” blev et af hans livord. Hans sympatier hældede til publikationer af typen ”studier og materialer”. Han var tiltalt af ”divagationerne”, de lærde artikler der er lastet med noter og som tillader sig at afsøge sidevejene også, som er ekstra-vagante i ordets etymologiske mening: udenfor-strejfende. Han var overbevist om den store værdi af, at der løbende kommer bøger på dansk om antikke emner.

For dem, der kun har kendt ham som en urokkelig og festlig autoritet eller, endnu senere, som en sød ”pensionær” (”han mener pensionist” hviskede studenterne i Århus til hinanden), kan det være på sin plads at genkalde sig, at han ikke blev sparet for alvorlige kriser i løbet af sin karriere, både i Italien og her. Bepi var således ansat ved Oldtid og Middelalder i ganske mange år, uden at han bidrog mærkbart til instituttets forskningsoutput, og på et vist tidspunkt var hans stilling i overhængende fare; for systemet at se var han jo en af de nulforskere, som et moderne, veldrevet universitet må skille sig af med. Det tjener den daværende institutbestyrer Otto Steen Due til ære, at han fuldkommen afviste at lade Bepi måle med systemets alen. Due fandt også den frelsende formel, nemlig denne: ”Giuseppe Torresin producerer sig gennem sine elever”. Og så er man vel ikke nulforsker! Lad os håbe, at en sådan formel også vil gøre indtryk på systemet her et kvart århundrede senere, hvis der et eller andet sted er en majeutiker som Bepi, der fortjener at  reddes.

Siden hen kom der så heldigvis en række publikationer – nu ikke kun af hans elever, men også af ham selv. Her skal nævnes hans fine Homer i Klassikerforeningens Oversigter fra 1989 og hans skarpsindige – og kærlige - analyse i Classica et Mediaevalia fra 1998 af Ovids Fædra-brev (Fjerde Heroinebrev) med lange vuer tilbage til Euripides’ to Hippolytos-dramaer. Dette sidste, at Euripides er med, fremhævede han med et vist eftertryk i vores sidste samtale; det så filologen Bepi gerne, at vi huskede på under vore videre studier.

Som filologisk-historisk forsker var han dybt og principielt skeptisk over for enhver påstand om enhed og ægthed og om overleveringens rigtighed og sundhed. Som elev af Eduard Fraenkel var han diagnostiker og analytiker – men betonede samtidig, at klassikerne skal nydes. Også som personlighed og gemyt var han en uven af det hvilende og veltilpasse – men dog en mester i hygge og en forborgen elsker af idyl. På den anden side, hvem har nogen sinde set Bepi læne sig grundigt og længe tilbage i en stol? Han sad på kanten.

Man er godt kuet, hvis man ikke tør sige det som det er, nemlig at Bepis lærdom placerede ham i verdenseliten. Men hertil kom så det komplet u-professorale nærvær, som kendetegnede hans undervisning og vejledning. Han var sensualist, og derfor nærgående. Studenterne (Bepi gik aldrig over til at tale om ”de studerende”, hvad der jo også er en term for bureaukrater) vidste, at den person, der her stod og læste over Horats med dem, havde en aldeles ufejlbarlig næse for, hvem af dem der var kæreste med hvem. Hvem andre end Bepi ville unge mennesker tillade at gå så tæt på? Men han måtte gerne, for der stod hengivenhed om ham.

Både omkring 1968, da han var en slank, velkæmmet, diskret parfumeret, nærmest kæderygende elegantier, og også her ved slutningen, da cigaretterne var borte og kiloene havde indtaget røgens plads, var og blev han en ekspressiv sensualist. Og en operaelsker. Vi må ikke lade hans personligheds vælde overskygge, at han var en mester i pudsighedens miniaturekunst. Bepi dyrkede sin snurrighed, også når han underviste. Hans viden var nærmest universel, men hans stilsignatur var den vidtdrevne ensidighed.

Det ville være en underdrivelse at sige, at Bepi var levende optaget af politik; han troede på politik. Han havde nemt til flovhed over sine italienske landsmænd. Grækerne elskede han, også nutidens grækere, især alle de tandløse charmetrolde og vismænd ude i landsbyerne, selv om ideologikritikeren Bepi med bestemthed afviste al løs tale om ubrudt kontinuitet fra de gamle til de moderne grækere. Desuden elskede han Danmark og forsvarede det i tykt og tyndt. Han nærede den dybeste beundring for den kulturelt forpligtede velfærdsstat, som han så udvikle sig i Skandinavien i tresserne og halvfjerdserne, og han præsenterede den i italienske venstrefløjstidsskrifter. Det, han så som Socialdemokratiets evigt halvhjertede forhold til universiteterne, gik ham på.

Han blev ikke kendt i en bred offentlighed herhjemme, hvad der blandt andet skyldes hans frygtelige forhold til det danske sprog – et forhold, der er en gåde og en tragedie.                      

Under de nuværende styrelsestilstande på de danske universiteter tilsiger den herskende mentalitet én ting, nemlig at man ikke kritiserer ledere. Ledere kritiserer man ikke. Bepis holdning gennem alle årene var den diametralt modsatte: han kritiserede med forkærlighed lige netop ledere, ja, han angreb dem ustandselig, med navn og adresse.

Sådanne ting diskuterede vi den sidste aften, den femte maj, og Bepis indlæg var som sædvanlig fuldt af ”salt og peber”. Dette var nemlig første bud i hans retorik: Der skal være ”salt og peber” i det vi siger.

Han havde storsind og objektivitet nok til at glæde sig over, at det klassisk-filologiske instituts værste trakasserier – som han dog ellers i sin tid havde været en levende del af – nu gennem flere år har været en saga blott. Omslaget kom cirka med årtusindskiftet, og det blev beseglet, da Klassisk Filologi sluttede sig sammen med Romansk pr. 1. august 2002.

Også under et besøg på et tidligere tidspunkt af hans sygdom havde vi drøftet diverse problemer, og det ganske indgående (for han var jo blevet vores skriftefader). Efter dette besøg sendte han denne mail (af femte marts):

 Du kan ikke tro, hvor glad jeg var for dit besøg i går og de mange ting du fortalte mig, skønt nogle var kilder til bekymring. Men at vide er altid bedre end at ikke vide det som man ikke kan lide. tak tak igen kh bepi. 

”Men at vide er altid bedre end at ikke vide det som man ikke kan lide”…Vi vil gerne tro, at Bepi nu bare har forlagt studierne til Elysium fra Elmsager; i Elmsager 4 var der jo heller ikke plads i arbejdsværelset længere.

Men vi frygter nok, at han ville sige, at den slags ikke er troligt, og at han, sin vane tro, ville sætte en trumf på: Jeg tror ikke engang på de græske guder (som han engang udbrød). Man mærker grækervennens salt og peber: Skulle der guder til, måtte de i det mindste være græske. Det måtte være guder, der som de græske kunne tåle, under selve deres gudstjeneste, at blive kritiseret sønder og sammen, sådan som det sker i de græske tragedier og komedier.

En slags credo udtalte Bepi for mange år siden under diskussionen efter en katolsk gæsteforelæsers indlæg. Bepis bekendelse lød med det eftertryk, som skæve formuleringer i lykkelige tilfælde kan få: ”Jeg tror ikke der er gud”. Dette forhold ændrede sig vist ikke med årene (jeg siger ”vist”, for jeg ved det ikke med vished). Hvordan det nu end nærmere forholder sig dermed, så hører man dog nok, at helt fra Elysium lyder det spørgsmål til os: ”Kan du skrive, kan du tale for os Mænd?” 

Ære være Bepi Torresins minde som filolog, som problemrejser, som livsfavner, som umistelig ven!