Tragedie (Sofokles’ Antigone) |
|
FAMILIE MOD STAT Man kan betragte ”Antigone” som et drama om mødet mellem to verdener, to sæt værdier og principper, som hver især har deres berettigelse. På den ene side står samfundet, staten, som er legemliggjort i manden Kreon, på den anden side står det private, familien, broder-søsterkærligheden, legemliggjort i Antigone. På mandens side hersker de himmelske guder, lysets olympiske magter, hvorimod kvinden er besjælet af de underjordiske guder, hvad der viser sig i hendes omsorg for broderens-”landsforræderens” ubegravede lig. Med til konfliktstoffet hører, at det at begrave en landsforræder i hans hjemland og dermed vanhellige fædrelandets hellige jord blev anset for en forbrydelse. Således overskuet bliver ”Antigone” et drama om sammenstødet mellem statsræson og familiebånd, to helt fundamentale magter og felter i tilværelsen, som begge har ret, måske endda lige stor ret. Forlig og udsoning mellem to sådanne magter er vanskelig eller umulig. Den mest berømte læsning af ”Antigone” som et principdrama med en sådan pligtkollision som grundidé blev fremlagt af den tyske filosof Hegel (1835) og fik enorm indflydelse, også i Danmark. Hegel betragtede ”Antigone” som den græske mønster-tragedie.
MENNESKER HAR OGSÅ RET Tragedien fremviser mennesker der handler – handler og tager fejl. Fejltagelsen knuser dem, selv om den kun til dels er selvforskyldt. Det vi kalder Den Tragiske Fejl har det særlige ved sig, at den fejlende kun i et vist omfang kan holdes ansvarlig for den. Sådan skruer dramatikeren forløbet sammen, men fejlen knuser den fejlende, selv om han ikke helt har udført den med vidende og vilje. Der tilføjes den tragiske helt et sår, men i kraft sin heroisme kan helten blive hel ved netop dette sår. Heltemodet består i en storslået og egensindigt fastholdt tydning af de begivenheder som er overgået ham. Jeg skriver ”ham”, men sandheden er jo, at nogle af de største græske tragediehelte er kvinder, unge eller ikke helt unge. Grækerne foragtede ikke kvinder. Den stærke karakter i ”Antigone” er kvindens, den svage mandens. Hvem bestemmer egentlig her? Hvor går grænsen? Det er grundspørgsmålet i græske tragedier. For personerne i disse stykker gælder det om at vinde indsigt i tilværelsens magtforhold, for det er en sådan smerteligt indhøstet grænsebevidsthed, der kan gøre helte hele. De skal lære nøjagtigt at se, hvor langt deres arm rækker. Den tyske forsker Karl Reinhardt beskriver det på følgende måde: Vil mennesket finde sig til rette, kan han kun gøre det gennem erkendelse af sin grænse, ligesom ved en konstant fornyet, smertelig beføling af sin yderside, der – på samme måde som en ubeskyttet, sårbar hud – afgrænser det menneskelige mod de dæmoniske sammenhænges luft og sfære. En sådan forståelse af tragedien og det tragiske heltemod står i betydelig gæld til Nietzsches bog ”Tragediens Fødsel ud af Musikkens Ånd” (1872). For Reinhardt handler ”Antigone” altså ikke om ret imod ret, idé imod idé, men derimod om ”det guddommelige som det altomfattende, med hvilket den unge pige ved sig i samklang, stillet op imod det menneskelige, forstået som det indskrænkede, blinde, af sig selv jagede, ind i sig selv forskruede”. Konflikten er altså ikke, som for Hegel, horisontal, men derimod vertikal, dens poler befinder sig oppe og nede. Reinhardt taler som en poet og profet, men jeg tror, han går for vidt i betoningen af det menneskelige som afmagt, blindhed og afsporing. Nok kan græske guder kaldes retfærdige, hvis man måler dem med deres egen gude-alen; men deres handlinger med os er ikke gennemskuelige, og ofte er de vanskelige eller ligefrem umulige at retfærdiggøre med ord og begreber, som kan forstås med menneskeforstand. Der er en tone af protest, ja oprør i mange græske tragedier; tragikerne kapitulerer ikke, heller ikke Sofokles, som man så ofte har kaldt from. I en tragedie stilles tilværelsesmagterne til regnskab. Den græske – den athenske - tragedie hører hjemme i en demokratisk offentlighed, hvor den prøvende forstand og den kritiske ånd havde fundet sig selv og erkendt, hvor fantastisk stærke de var. I det historiske moment, da athenerne begyndte at føle nødvendigheden af at konfrontere den gamle græske helteverden med det moderne intellekts krav, opstod den græske tragedie. ”Antigone” er en ret tidlig tragedie (opført i marts måned i året 442 før Kristus) og består derfor i høj grad af tosidige samtaler, hvad der jo dramaturgisk set er det mest enkle. Mellem kongen og hans søn Haimon udfolder der sig, midt i stykket, en lang dyst på ord, hvor fader-fyrstens krasse diktatorsind demaskeres af den unges demokratiske tankegang. Haimon omtaler den brede befolknings sympati for den oprørske Antigone, og det gør han fordi han ønsker at beskytte sin far mod at gøre statens krav til noget absolut og handle sindsforvirret. Haimon afslører ikke for alvor, at han elsker Antigone, og at han også har dette motiv til sin lydighedsnægtelse. Kreon håner ikke desto mindre sønnen for afhængighed af noget så sølle og foragteligt som en kvinde. Sønnen truer, let camoufleret, med selvmord. ”Staten det er mig” siger fyrsten, som et par gange i denne dialog med sønnen taler klart gudsbespotteligt. Utallige er de europæiske tragedier, hvor begivenhederne aftvinger et menneske med magt et eskalerende diktator-raseri. Kronprins Haimon begrunder som sagt sin optræden med politik, ikke med erotik. Dog kommenterer Koret, på indirekte vis, hans erotiske bevæggrund i den umiddelbart følgende korsang, som i Thor Langes gamle og gyldne fordanskning (fra 1893) intoneres som følger:
Eros,
store Sejervinder, Eros truer al balance i staten og i sindet. Koret af gamle mænd fremhæver det undergravende i den erotiske lidenskab, men identificerer sig ikke desto mindre med Antigones civile ulydighed, nu da de ser hende blive slæbt i døden. Jomfruen går ned for at blive Dødens brud.
TRAGISK IRONI Vi er som fluer for kåde drenge; de dræber os for skægs skyld. Dramaet ”Antigone” kan meget vel tolkes tragisk-ironisk. Man kan se det som et stykke om menneskers illusioner, og finde en dyb ironi deri, at Antigone tilsyneladende – altså for en overfladisk betragtning – er opfyldt af dårskab og stolthed, sådan som hun står over for Kreon der tilsyneladende udstråler retfærdighed, klogskab og kontrol. Kreon udtaler mange sobre ord som er en statsmand værdige, men ret tidligt aner man dog en tyrannisk paranoia hos ham; er det ikke ildevarslende, at en hersker, hvis overtagelse af magten kun ligger få timer tilbage, allerede lugter komplotter både oppe og nede? Omvendt sporer vi tidligt hos Antigone konturerne af et stærkt og ensomt menneske der vover hellige og modige handlinger. Begivenhedernes forløb drejer i alt fald sagen således, at Antigone til slut står som den der har forstået hvad retfærdighed og ydmyghed indebærer, i modsætning til Kreon der afsløres som styret af paranoia, egoisme og hybris. Hun nærmer sig guddommelige højder, han har indløst den personlighed han trods alt havde. Eller kan slutningen virkelig spilles således, at Kreon får tragisk statur? Det er under alle omstændigheder blodig ironi, at han ved den indædte kamp, han fører mod familiens ret, tilintetgør sin egen familie. Ironi er, at noget lige så stille slår igen, som man slet ikke havde taget med i betragtning.
Ole
Thomsen |